Hvordan tackler du gråd?

april 11, 2018 Katja Eriksen

Din baby skriger og er urolig. Intet virker beroligende. Du mærker irritationen, vreden, håbløsheden og forvirringen brede sig. ’HVAD VIL DU?’ tænker du – og får pludselig dårlig samvittighed over, at du ikke bare krammer din baby.

Kolikbabyer græder og er urolige i mange timer i døgnet. Det kræver sin mand/kvinde at håndtere de mange timers gråd i løbet af et døgn. Når du når til et punkt, hvor du ikke længere kan bevare tålmodigheden og holde humør og mod oppe, så er følgende en god taktik:

DAGENS TAKTIK
Gør noget godt for dig selv i dette øjeblik. Er det en varm kop kaffe? En lille tur ud i solen? Et hurtigt bad? Vælg noget, som giver dig en følelse af at passe godt på dig selv – og lad babygråd være babygråd, mens du lader dig selv op et par minutter

LANGSIGTET TAKTIK
Få afklaret, hvornår du næste gang har mulighed for at få måske bare 15 minutter for dig selv. I eftermiddag når din partner kommer hjem? I aften når dine forældre kommer og aflaster? Tag et øjeblik med lukkede øjne og mærk, at den følelse, du har nu, ikke varer ved, og læg en plan hver dag, hvor vi ved, hvornår du kan hvile og få fornyet energi.

Kærlige hilsner
Majbritt & Marie